Et sidste luftkys og et svært farvel



Jeg elsker dig, sagde jeg til min far, inden han forlod mig, efter at have kørt mig hjem tirsdag aften. Han stoppede bilen ude foran mit køkkenvindue, vinkede og sendte et stort luftkys. Onsdag morgen vågnede han aldrig. 59 år. Død af hjertestop mens han sov natten mellem d. 13. og 14. november 2018.

Flere af jer har spurgt til, hvorfor her har været så stille så længe. Veninder, familie og kollegaer, som ved hvor meget bloggen her betyder for mig, har kærligt puffet til mig og spurgt, om jeg nu ikke snart skulle i gang igen. Det har været min mening hele tiden. Men sådanne hændelser tager den tid, det tager, at komme videre fra. Og hastværk er lastværk, som flere af jer rigtig nok har skrevet til mig de seneste måneder.

Instagram har jeg ikke benyttet så længe, hvor bloggen her modsat har været min form for kreative dagbog i vel snart 10 år. Istandsættelse af møbler, storskraldsrov og mange andre kreative projekter har været min og min fars ting - vores ting. Rigtig mange timer har vi brugt på at save, male, skære porcelæn, fuge og udtænke alverdens projekter. Jeg fik ideerne. Han havde overblikket og stod for alt det hårde arbejde. Hans prinsesse fik lov at klare alle de ufarlige ting, slibe, vælge maling, male og tage billederne til bloggen undervejs, når han havde opstillet projekterne på det rigtige spot i det rigtige lys.

Så at skrive det her indlæg her blandt 10 års indlæg om vores genbrugseventyr har krævet lidt tilløb. Et stort tilløb for at være ærlig. Nu er jeg i gang igen. Det er trods alt blevet til flere kreative projekter på egen hånd de seneste måneder uden min fars uundværlige hjælp, som jeg påtænker at dele med jeg her i løbet af de kommende uger.

Jeg har indledt mit indlæg med billeder af vores sidste fælles projekt, som har fået en helt særlig betydning for mig. Mit mintgrønne karlekammerskab, som jeg har ønsket mig i mange år. Klunset til storskrald, rullet hjem på trillebør og nænsomt istandsat primært af min far. Skabet og minderne kan ingen heldigvis tage fra mig.

Hvis du har lyst til at læse serien af indlæg om istandsættelsen af mit skab, som min far i øvrigt døbte Victor (efter den tidligere ejer, som havde stillet skabet til udsmidning), har jeg samlet dem her:

Indlæg 1: They see me rollin - når man ruller tungt fra morgenstunden!
Indlæg 2: Curlingbarnets bekendelser: Når arbejdet skrider fremad mens man ikke er hjemme
Indlæg 3: Karlekammerskab: Fra brunt skrald til mintgrøn herlighed

8 kommentarer:

  1. Hold da op! Sikke et chok! Jeg kondolerer. Dejligt, du har så mange skønne minder om din far. Dem er der heldigvis ingen, der kan tage fra dig. Varme tanker til dig i en svær tid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Christina. Minder er der heldigvis nok af - "herinde" endda skrevet ned og helt sikkert flere jeg kommer i tanke om, når jeg løbende genfinder dem.

      Slet
  2. Dejligt at se et nyt opslag herinde! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at være kommet i gang med at lave nye opslag herinde! :-)

      Slet
  3. Velkommen tilbage. Ja, minderne har vi heldigvis. Hvor var det en smuk afsked. Mange tanker herfra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Det er så ubeskriveligt rart, at vores afsked var netop sådan. Det var bare stadig en alt for tidlig afsked, desværre. Tak for tankerne. Alle jeres tanker varme ubeskriveligt <3

      Slet
  4. Smukt indlæg ven 😊 Jeg ved han er stolt af dig og våger over dig

    SvarSlet