Kort om genbrug

Det blæsende våde vejr er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Nu er der nemlig igen fødselsdagskort på mit lille lager. Der går altså flere fødselsdagskort til på et år, end man måske lige skulle tro. Flere af jer har spurgt, hvad jeg bruger mine kort til. Svaret er, at jeg udelukkende selv bruger af dem til netop fødselsdage og andre festlige lejligheder. Vel og mærke kun hvis jeg ved, at modtagerne sætter pris på hjemmelavede kort.

Ud over de 3 viste kort, har jeg lavet forarbejdet til et par kort mere. Blandt andet er det ved at låne en venindes dies lykkedes mig at få lavet små søde papkasser ud af gemt Søstrene Grene emballage. Desuden har jeg fået en håndfuld neonfarvede tøjmærker fra H&M, som jeg også er ved at tænke ind i et kort. 

At lave kort behøver ikke at være dyrt i materialer eller kræve, at man køber en masse ting fra nye af. Personligt når jeg rigtig langt med pap og papir fra diverse emballage. Meget af mit farvede karton (bl.a. det grønne brugt til kirsebærkortet) er gamle sagsmapper fra en bank, som skulle smides ud. Mange af mine korts baggrund er desuden udgjort af indersiden af brugte kurverter, papirslikposer eller lignende. Det gælder bl.a. følgende af mine tidligere kort:

Boxkortet øverst til venstre og bikortet til højre er begge beklædt med blåmønstret kuvertinderside. Rensdyrkortet har fået et lag rød/hvid stribet slikpose, ligesom de brune firkanter er papemballage fra Søstrene Grene. Julemandskortet nederst til venstre med snefnug er bygget op omkring et rødstribet papstykke fra et iphoneprodukt. Og sidst men ikke mindst indgår grøn kuvertinderside med bladmønster i både koalakortet og pindsvinekortet nederst på billedet ovenfor.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar