Om bloggen

Fotograf: Bente Jæger / cameraworks.dk
Hej og velkommen til mit lille farverige hjørne af internettet. Jeg hedder Helene, er 27 år og har siden 2010, så ofte som min dagligdag har tilladt det, delt ord om og billeder af min glæde ved genbrug, håndarbejde, redesign og 60'ernes mange farverige designrelaterede levn.

I 2010, halvvejs inde i 3.g, fik jeg lyst til at starte siden 'Når genbrug bliver guld'. Jeg gjorde det grundlæggende af egoistiske årsager, for at have et sted at læsse alle de ideer af, som min hjerne til tider boblede over med. Tanken var, at fokus skulle være på mine ideer og ting, ikke på min person. Jeg forestillede mig slet heller ikke, at nogle ville vælge at bruge tid på at læse med "herinde"... Jeg tog fejl :-)

Efter min tid i gymnasiet valgte jeg først at uddanne mig til multimediedesigner og senere at studere medievidenskab, senere film- og medievidenskab. Sideløbende steg interessen for 'Når genbrug bliver guld', og ret pludseligt begyndte en masse at læse med, kommentere og sende mails.

Ovenstående blev startskuddet til en rejse, som jeg slet ikke havde forudset. Rigtig mange muligheder har budt sig hvert år siden og mange nye ideer og samarbejdsmuligheder kommer løbende til. Grundlæggende har jeg dog, en anelse stædigt måske, valgt at holde fast i, at 'Når genbrug bliver guld' skal være en hobby, ikke et arbejde, og stadig primært omhandle mine ting og ideer, ikke min person.

Når det er sagt, er der med tiden begyndt at snige sig enkelte indlæg af mere personlig karakter ind. Eksempelvis har jeg i perioder været slem til at dele ud af bl.a. min passion for det danske band Nephew's musik. Det har jeg besluttet, at der også skal være plads til ;-)

Rigtig god kigge-/læselyst "herinde"!

- - -

Jeg kan kontaktes pr. mail på genbrugblirguld@hotmail.com